Hun har lagt Norge ned med sin afslørende, fanden-ivoldske humor.
Mænd har forfærdet udråbt dødstrusler mod hende, mens kvinder har smilet satanisk i mørket.
Hendes tilhængere spår hende en fremtid som Norges statsminister. Hendes modstandere kalder hende en hore, der besudler sin families ære.
- Jeg gjorde det værste, en pakistansk kvinde kan gøre:
- Jeg smed tøjet og fremviste min dejlige krop offentligt, siger hun og smiler med en stor, knaldrød mund mod himlen over Nyhavn.
Shabana Rehman. 25 år. Født i Karachi. Opvokset i Norge.
Stand-up-komiker. Feminist. Provokatør. En pryd og en fryd for kvindekønnet står i København for første gang.
- Jeg er så glad. Her er kjæmpefint! sprutter hun og sætter sine hvide tænder i en hel flok friske, danske rejer.
Den unge, pakistanske kvinde skal torsdag stå på scenen i København og fortælle danskerne om sine genvordigheder med at være jomfru, når stingene fra den lille ny-syede hinde stadig klør mellem benene, og skægget på overlæben er i fare for at hænge fast i fyrens tandbøjle.
RACISME I DEN ONDE HUMOR
- Humor er mit våben. I humoren finder jeg mulighed for at nedbryde de tabuer og fordomme, dobbeltmoral og hykleri i kultur og religion, der undertrykker og nedbryder mennesker, siger hun.
- Jeg vil gøre det usynlige synligt. Vise, hvordan den muslimske måde at praktisere religion på kan undertrykke, nedbryde og forhindre andre mennesker - og især kvinder - i at have et værdigt liv.
- Hvorfor er dine perker-vitser ikke et udtryk for racisme?
- Fordi racisme findes i den onde humor. Jeg bruger selvironi, udleverer mig selv og tramper ikke på mennesker, der ikke kan forsvare sig.
- Hvad er det, der er så vigtigt for dig at få sagt.
- Indvandrerdebatten var så stille. Der var så meget, der ikke måtte siges og gøres. F.eks. kunne muslimske og vestlige kvinder ikke snakke sammen om sex. Det er de begyndt at gøre nu. Der er kommet en bølge af kvinder, der nu kræver, at vi taler om det. Kun gennem debat kan de forskellige kulturer komme til forståelse. Kulturen skal udvikles.
- Muslimske kvinder skal have samme rettigheder som muslimske mænd, ligesom vestlige kvinder og mænd hele tiden forsøger at nærme sig hinanden. Og vi, der vokser op nu, har en flerkulturel identitet. Hvis der skal være plads til, at vi kan leve et godt liv, så må der være forståelse, respekt og plads til, at vi kan være her på lige vilkår.
PORNOGRAFISK
- Det kunne jo også være vestlige kvinder, der skulle gå med slør?
- NEJ! Et slør er da ikke i orden, når det er noget, der dikteres af et æresbegreb. Og det er det! Det er noget, der hindrer kvinder i at udfolde sig. Og hvorfor er det kun kvinder, der skal dækkes til? Hvorfor skal vi skjule vores krop? Vi skal da være stolte over den. Vise, hvem vi er, og nyde det.
- Hvis vi kun blotter øjnene, så finder jeg det tværtimod pornografisk. En seksuel leg, dikteret af mænd til egen fornøjelse og undertrykkelse. Derfor opfordrer jeg alle kvinder med muslimsk baggrund til at stille spørgsmålet, om slør opretholder et kvindesyn, der er dårligt for kvinder uden slør. Vi må i hvert fald ha' debat.
MIN FAMILIE BLEV UDSTØDT
- Har du støtte blandt andre unge indvandrerkvinder?
- Vildt mange! Vi har holdt flere demonstrationer. Jeg får et hav af breve, der tilkendegiver, at jeg har en kjæmpe masse kvinder bag mig. Det er bare kun mig, der er synlig.
- Hvorfor egentlig det her oprør?
- I begyndelsen var jeg slet ikke klar over, det var et oprør. Jeg måtte bare vise, at jeg er en fri kvinde, der kan gøre, præcis som jeg finder rigtigt. Ingen diskriminerer mig, men jeg kan lade mig diskriminere.
- Da jeg blev teenager, oplevede jeg selv, hvordan det fører til bagtalelse, udstødelse - og til sidst trusler om at blive slået ihjel - hvis man stiller sig op og kræver retten til sin egen krop og sit eget liv. Det gjorde mine to ældre søstre - og jeg. Vi var så privilegerede, at vores forældre støttede os, men det gjorde ondt på dem. De måtte vælge, om vi skulle være lykkelige - eller om de skulle bevare familiens ære. De valgte os og blev udstødt af deres miljø. De stod alene med smerten. Men de havde os.
FAR FORTRØD ALDRIG
- Hvordan lever de nu med at have en datter, der på den værst tænkelige og synlige måde udfordrer sit bagland?
- Far døde for fire år siden. Han fortrød aldrig, at han valgte os, men han måtte kæmpe en nærmest ubærlig kamp med sig selv. Og min mor: Hun er KJÆMPE stolt!
Shabana ler råt og fortæller om sin mor, der har købt en restaurant og lever som selvstændig forretningskvinde.
- I dag møder min familie støtte fra miljøerne, fordi vi er stået frem. Og jeg har modtaget en meget ærefuld pris: 'Det frie ords pris'.
NORSK KÆRESTE
- Og du selv. Kunne du tænke dig at gifte dig med en muslimsk mand?
- Lige nu har jeg en norsk kæreste. Og har kun haft norske kærester. Men hvis vi er ligestillede, og han accepterer min ret til et frit liv, så er jeg ligeglad med, om han er norsk, dansk eller pakistansk. Bare han ikke er svensker.
Da Shabana i foråret 1999 for første gang stillede sig op på en scene for at fyre et par vittigheder af, anede hun ikke, at det ville ændre hendes liv og gøre hende til én af Norges kendteste personligheder.
En lille klike komikere og deres publikum fik øje på hendes store talent. Debatten om indvandrere i Norge trængte til fornyelse og kraft og humor. Og det fik den så i et brag af en kvinde, der mest af alt talte om sex.
Da hun kort efter stillede op med kæmpefotos i et magasin, kun iført en nødtørftig body-paint af det nationale flag, blev hun mødt af et brøl af befrielse og forargelse. Hun blev inviteret ind i debatprogrammer og politiske paneler. Nu skriver hun klummer i aviserne og råber op alle vegne - og det vælter ind over hende med ros, trusler, paroler og tilbud om at stille op i politiske partier.
TRUES PÅ LIVET HVER DAG
- Dødstrusler? Et øjeblik holder Shabana op med at smile:
- Hver eneste dag. Både fra rabiate muslimer, der truer med at voldtage mig, chikanere mig eller dræbe mig. Og fra religiøse fundamentalister, der bruger angsten som våben. Det er mit ømmeste punkt at tale om.
Først blev jeg bange. Jeg græd, meldte dem til politiet og var ude af mig selv, men så gik det op for mig:
- Der er sgu da ingen, der kan fratage mig min demokratiske ret til at udtale mig.
- Men hvis de slår dig ihjel for det?
- Så er det en gal verden, vi lever i.
- Vil du dø for det?
- Jeg vil leve for den. Jeg vil skrive, grine og danse - på tværs af kulturerne.
Leve Shabana!
